13th Entry : Diefenbach Music Video

Det efterfølgende projekt, som klart har været det hårdeste indtil videre, var musik-video projektet som fulgte efter 2-minutters projektet. Vores rektor Søren Høy havde fået en aftale i hus med det ikke så kendte, men yderst fremtrædende og anmelderroste pop/rock- band Diefenbach, som efter mange uheldige oplevelser med musikvideoer og dårlige instruktører gik med til at lave en række videoer med os gratis.
Vi havde denne gang en hel uge til at forberede det omfavnrige projekt, som indebar selve bandet, skuespillere fra Performance House-skolen og set-designing der tog dagevis. Vi havde 24 timer til at få optagelserne færdige, og disse timer måtte vi selv vælge hvornår vi brugte, hvilket vil sige at vi kunne filme både om fredagen, lørdag og søndag, så længe vi holdte os indenfor tidsrammen. De forskellige crews var blevet mindre, så samtidig med at den stillede opgave var meget større og sværre end den forrige, var vi færre på hvert hold, hvilket gav os MEGET mere arbejde.

Den sang som mit hold skulle lave video til, er bandets næste single "You're My People". En video der ifølge det script vi havde fået tildelt, skulle laves som en slags farvekollage - en blanding af forskelligt farvede baggrunde og forskellige mennesker foran dem, hver med citater skrevet på kroppen. En forholdsvis simpel idé, som senere skulle vise sig at være en af de mest komplicerede af alle. En lang række problemer steg ligeså langsomt op, eftersom ugen gik og vores 'days of shooting' nærmede sig - og desværre kulminerede alle disse problemer lige præcis i de dage hvor vi filmede, hvilket resulterede i den mest katastrofale stemning på settet. Jeg vil ikke nævne navne eller sårer nogen, men lad facts være facts, det var virkelig nogle mentalt og psykisk hårde dage - nogen af de hårdeste jeg har oplevet i min tid.

Den efterfølgende uge var mindst lige så hård! Jeg havde fået til opgave egenhændigt at klippe videoen sammen. En opgave jeg egentlig havde set utroligt meget frem til, men da jeg endelig sad med materialet og fandt ud af, at det ikke rigtig var nogen historie at følge eller noget bestemt mål at nå med videoen, fandt jeg hurtigt ud af, at det nok ikke blev den dans på roser som jeg havde håbet. Jeg havde glædet mig til at skulle redigerer en film alene, så jeg kunne sige, at det var mig, og kun mig der havde klippet videoen sammen, men fy for satan hvor jeg savnede en redigerings makker den uge!

Never-the-less, videoen blev færdig til tiden og alle endte med at være glade - og videoen blev faktisk, samme med et par andre, udvalgt af Diefenbach til som potentiel "official video". Den skal lige "rettes" til efter juleferien, og så er der god mulighed for, at den kan blive vist forskellige steder. Af samme grund må jeg ikke uploade videon her, så det må vente.

still. fra optagelserne af videon

12th Entry : Snapshot

Okay, det er nu ved at være et godt stykke tid siden, at der er skrevet på bloggen her. Undskyldningen er simpel - vi har haft alt for meget at se til på skolen til, at der er blevet tid til blogindlæg. Men nu fandt jeg lige en god time til mig selv, og så tænke jeg at jeg lige ville føre siden ajour.
Jeg så at sidste indlæg var dokumentar filmen "Glass", og det er ganske lang tid siden vi lavede den, og mangt og meget er sket siden. Det første projekt vi lavede efter dokumentaren, var 2-minutters projektet, som havde "Suspense" som overordnet tema. De forskellige crews blev delt ud, og så havde vi én dag til at forberede os i, én dag til at filme det og én dag til at redigerer. Kort og godt!
Vores script handlede kort fortalt om:

"En fotograf assistent, der har store drømme om at blive en stor fotograf, men hans chef holder ham nede og blokerer hans chancer for at slå igennem. Men da assistenten en dag ser sit snit til at bevise sit værd, griber han chancen og trodser hans tyraniske chef"

- Jeg stod for lyd og redigering på denne produktion, og jeg sad sammen med min redigerings-partner i en hel dag for at færdiggøre disse "sølle" 2 minutter. Det tager en fandens tid at komme igennem selv de mindste ting. Men det var en sjov oplevelse, og vores film blev (vist nok) uofficielt udråbt som værende den bedste ud af de ca. 10 der var. Kamera arbejdet var utroligt godt, instruktionen var fin og det generelle samarbejde var tæt på at være så godt som det overhovedet kunne blive. Det kan vist også ses på billedet øverst, der bevidner om en god stemning på settet.

"Snapshot"

11th Entry: "Glass"

Den første 'rigtige' opgave jeg og min redigeringsmakker Andreas fik, var at klippe en dokumentar sammen, som to dokumeantarister fra det nye hold havde filmet.
En sjov lille anekdote, der i høj grad er værd at fortælle om her er, at dokumentarlære Phillip havde vist min og Thomasas dokumentar "The Ebeltoft Shooter" og præsenteret den som værende noget han ikke ville se det nye dokumentarhold lave. Under andre omstændigheder var jeg nok blevet en anelse sur, men da jeg godt viste at han, som skrevet tidligere, ikke var sønderligt vild med dokumentaren, undrede det mig ikke det mindste.

Ikke desto mindre havde hans nye hold hørt efter, og af de 7 nye dokumentarer der blev lavet, var der absolut ingen fiktion indblandet. Det var 100% "real-life observation". Med andre ord, mere rene og simple dokumentarer, og lad os bare være ærlige; en anelse kedeligere!!

Andreas og jeg blev parret med Amerikanske Maxwell og Niels (læs 6th Entry), som havde valgt at filme nede på glaspusteriet og vise hvordan en vase bliver til. Egentlig en fin lille idé, men den over-ambitiøse Niels ville lave en dokumentar hvor han udstillede menneske-skabt kunst overfor naturligt-skabt kunst. Så istedet for bare at holde den indenfor glasmuseets mure, filmede han omkring en halv time med natur, som han ville have flettet ind imellem. Needless to say syntes vi klippere at det var en dum ide, da filmen max kunne være 3 minutter lang, og man sagtens kunne fylde tiden ud med footage nede fra glaspusteriet, men han var fast besluttet på at naturen skulle være et element i filmen.
Uheldigvis for Niels, og heldigvis for Andreas og mig, fik filmen lidt høvl for at være for 'sukkersød' med naturbilleder "her og der". Så kunne han have hørt efter! Ellers fik den ros for en lækker og flydende klipning, en god lydside med både hiphopgruppen Cunninlynguists og Claude Debussy's "Claire De Lune", og nogle flotte billeder. Og selvom der til tider er lidt for meget DR1-fyld over den, så syntes vi faktisk at den blev rigtig god i sidste ende.

Maxwell Robison & Niels Holstein Kaa's "Glass"
Edited by Andreas Othel-Jacobsen & Jeppe barslund

10th Entry: "The Ebeltoft Shooter"

Så er mit officielt første EFC-projekt endelig ude!
Det er godt nok en månedstid siden jeg lavede det, men jeg har ikke kunne få overført filmen til normal spilbar fil før nu.
Jeg lavede den i min første course-period, da jeg havde dokumentary. For lige kort at opsumerer hvordan det foregik, så er hver course-period 3 uger lang. De første 2 uger som dokumentar var ikke andet end tavleundervisning, hvilket, på trods af nogle gode synspunkter og pointer fra læreren, blev lidt for meget til sidst, fordi det som alt andet i filmverdenen er det praktiske arbejde der er sjovt, så da vi i tredje og sidste uge fik lov til at lave vores egen dokumentar, var folk overordenligt sultne efter at komme igang. Det mindre heldige var til gengæld, at flere elever havde fået mere end nok af lærerens højtragende og yderst personlige synsvinkler til filmverdenen, som ofte skinnede igennem som noget jeg aldrig ville kunne stå inden for. Det skal her siges, at dokumentar læreren er en fantastisk fyr, men han er førstegangslære, og foruden det, så var han elev på EFC for 10 år siden, og det virker ikke altid som om 'eleven' har forladt ham. Han har ikke helt fået inkorporeret lære-aspektet, så hans undervisningsform og debat-form var noget abnorm, og dette resulterede i, at flere, deriblandt mig, var blevet lidt træt af at høre på hans perosnlige holdninger, og hvor 'blinde' vi der mente noget andet end ham var. Så da jeg slog hovedet sammen med min kompagnon Thomas om at lave en dokumentar, gik vi med vilje i en lidt anden retning end vore lære ville ønske.

I hans øjne er en dokumentar en film, som fanger livet i dets reneste form. Intet andet. Ligeså snart der klippes for meget, bruges for rene kameralinjer eller bruges voiceover, så er det ikke længere en "dokumentar", for ingen i disse spiller ind i 'livet'. En ganske radikal holdning til film, og da han screenede uddrag fra de film han selv havde lavet, forstod vi hvad han mente. Needless to say, hans film var udsøgt kedelige!

"Filmen"

Baggrundshistorie: Vi havde lørdag og søndag til at finde på noget at filme. Mandag, tirdag og onsdag filmede vi, torsdag blev filmen redigeret af editing-course-eleverne, og fredag blev den vist i biografen. Så kort process.
Det svære var at finde på en historie der var værd at vise. Filmen måtte max være 3 minutter, og hvis vi skulle gå i lærerens retning og filme "livet", så ville det bare blive en kollage af forskellige billeder, der egetnlig ikke ville fortælle en historie, men blot vise forskellige billeder fra forskellige steder i Ebeltoft. Det lød for kedeligt for Thomas og mig, så vi besluttede at flette en smule fiktion ind i dokumentaren.
- Den historie vi valgte at dokumentere, var en "sjov" lille episode der havde fundet sted i Ebeltoft by et par uger forinden. En teenage knægt der havde kedet sig noget så frygteligt, havde fundet hans fars luftgevær frem, og var begyndt at skyde tilfældelige folk på gågaden, oppe fra hans vindue. Dette var gået ud over en elev og en lære på skolen. Det var ikke alvorligt, men alligevel interessant til at fylde en 3 minutters film. Det viste sig nemlig at han havde skudt helt op til 15 folk inden politiet havde fundet frem til ham.
Vi fik fat i Christian som var blevet skudt og fik ham til at genfortælle historien på gerningsstedet, og sammen med et interview med politimesteren, havde vi materiale til en finurlig lille dokumentar. Og det er mig hermed en fornøjelse at kunne præsenterer:

Thomas Arent Andersen & Jeppe Barslunds "The Ebeltoft Shooter"

- Som en efternote er det vigtigt at bemærke, at der i alt blev lavet 6 dokumentar-film. Halvdelen blev lavet ud fra Thomas og min opskrift, med lidt fiktion indblandet. Den anden halvdel blev lavet som læreren ønskede, med montage-optagelser af forskellige billeder. De blev den efterfølgende tirsdag vist i vores store biograf til EFCs første gallepremiere, og jeg vil vove at påstå, at folk grinede mest af min og Thomases film, og jeg fik rigtig mange komplimenter efterfølgende. Så min mission lykkedes, dokumentarlærer Phillip Lesage derimod brød sig bestemt ikke om den, men vi fik vist ham, at nogen gange er seernes reaktion mere sigende end filmens oprigtighed, og idet de var vilde med de tre doku/fiktion film og mindre vilde med de "rigtige" dokumetarfilm, følte vi at vores arbejdehavde givet mening.

9th Entry : Permanent Poetisk Vejr over Ebeltoft

Nu er det ved at være et stykke tid siden, at jeg har skrevet noget, så jeg syntes lige jeg ville bidrage med en lille kort og hyggelig post, om (endnu engang) hvor dejligt det er her i Ebeltoft. Man må jo indrømme, at når man kommer fra Købehavn og flytter ud på landet, så er der noget magisk ved vejrforholdende som indre by bare ikke kan hamle op med. Det skete også da jeg gik på Ryslinge Højskole, som jo faktisk er endnu længere ude på landet. Vejret er konstant friskt, og antallet af biler, som kan tælles på to hænder, gør at himlen er strålende klar i døgnets 24 timer. Ofte når man går fra hovedbygninger over til værelserne, bliver man ganske simpelt NØDT til at stoppe op, og nyde stjernehimlen. Man føler virkelig, at man kan tælle samtlige 10.000 stjerner, som man siger at man kan se på en skyfri aften. jeg tror man kan se 30.000 fra EFC!
Det samme gør sig gældende med solnedgangene, og rent faktisk vejret generelt. Det er så møghamrende smukt, at det føles som om der hænger en permanent poetisk sky over 8400, og man hører tit forbigående folk sige, "ej nu må vejret i Ebeltoft fandme stoppe! - Det kan da ikke være rigtigt".
jeg tror de fleste kender de der enten neonpink eller appelsinorange aftenhimler der en sjældengang opstår. - Vi snakker daglig basis her i Jylland. Breathtaking.

Et af dokumentarholdende, bestående af to poetiske herre, lavede et lille kunstværk af en docu, hvor den føromtalte aftenhimmel spiller en væsentlig rolle for filmen. Det er et lille flot stykke film, hvor det primært er billederne der taler, og den gir et meget godt billed af himlen i Ebeltoft.
Enjoy

"The Rabbit" by Emil Falke & Joris Wild

BONUS stemningsbilleder, taget fra EFC-Campus:


Disse 'naturlige' oplevelse er bestemt med til at berige det at være elev på EFC, det er en nydelse af højeste karat.

8th Entry : Ebeltoft Film Club

Som nogen måske allerede har set, så er der en liste nederst på bloggen, hvorpå jeg indskriver alle de film jeg har set på skolen. Ud for nogle af filmene står der en forkortelse i parantes, som ejg meget kort har forklaret i under-overskriften hvad betyder, men for at gøre det lidt klarere, så kommer der en yderlige forklaring her:

(PC) - Public Cinema. Det er ganske ligetil: "Vores" biograf fungerer også som Ebeltofts biograf, og fire dage om ugen bliver der vist film, som vi selvfølgelig også kan se, for 30 kr,-

(CS) Course Screening : Disse film vises i forbindelse med et bestemt course. Nu har jeg fx haft dokumentar som mit første course, og i det sammenhæng har vi et par film, blandt andet Pierre Perrault's "Shimmering Beast".

(SS) Student Screening : Også meget simpelt; når en elev bestemmer sig for at vise en film, som han/hun enten syntes er vigtig at vise, vil dele med os andre, eller bare se for sig selv. Der er op til flere Student Screenings dagligt, men det er ikke lige altid man føler for at se "endnu" en film. Hvis man ser på min film-liste vil man kunne se, at vi i gennemsnit har set én spillefilm hver dag siden vi startede. Det er egentlig ret meget når man tænker over det! Det fede ved højskolen er, at der er så mange lokaler hvori man kan screene film, så nogen gange har man valget imellem 3-4 film der bliver vist på samme tid. Det er sgu hårdt!

- Når der ikke står noget ud for filmen på listen, så betyder det at det er en lære der har vist den, fordi han/hun synes det er en film "man bare skal se". Det kan også betyde, at filmen vi ser har noget at gøre med en lecture den efterfølgende dag.

(EFC) - Når det står EFC ud for nogen af filmene kan det muligvis undre nogen, for selvfølgelig bliver den vist på højskolen. Men faktisk er det en firkortelse af Ebeltoft Film Club. Denne klub kan man melde sig ind i hvis man betaler 200 kr,- (for højskole elever, folk udefra skal betale 450 kr,-!!). Det man får er intet mindre end 25 film vist i den største biograf på 35 mm rulle. En hurtig hovedregning viser, at det er under 10 kr,- pr film, og det er vanvittigt gode film der bliver vist. Der er et hold bag filmklubben som har sammensat programmet, og nøje udvalgt de 25 film der bliver vist i løbet a sæsonen. Der er 285 medlemmer tilmeldt i klubben i år, og der er plads til 250 mennesker i den store biograf, så der er kamp om pladserne!
Vi har indtil videre set 2 film som en del af filmklub-arrangementet. Vi lagde stort ud med Paul Thomas Andersons "There Will Be Blood", med en abnormt fænomenal Daniel Day Lewis i hovedrollen. Filmen er et mesterværk uden lige, og jeg vil stærkt anbefale ALLE at se den hvis de ikke allerede har haft fornøjelsen. Billederne er fantastiske, soundtracket, som Radioheads bassist har lavet, er noget af det flottest nogensinde kreeret, og skuespillet er så godt som det overhovedet kan blive. en Must-see.

I dag, tirsdag d. 15. så vi så film nummer to i programmet. Eran Kolirins "The Band's Visit". En noget anderledes film må man sige. Det er en lille varm og velfortalt historie om et ægyptisk symfoniorkester der kommer til Israel for at spille en lille koncert. Det er faktisk det, der er ikke så meget mere, men det forhindrer ikke filmen i at være et mindre mesterværk. Perfekt at vise "The band's Visit" lige efter "There Will Be Blood", for den er det perfekte bevis på, at stærke film også kan skabes udfra minimale skabeloner. Vi var alle enige om, at "The Bands Visit" er en af de bedste film vi har set på skolen, af alle. Og igen vil jeg stærkt anbefale ALLE at se dette lille mirakel af en film. Jeg vil ikke gå mere i dybden, jeg anmelder i forvejen så mange cd'er på min anden blog, så hvis jeg også begyndte at anmelde film, så ville jeg ikke have tid til meget andet. Istedet håber jeg bare at i stoler på mig og lejer den, for den må ses.

7th Entry: Breakdown Sessions

Vi havde i går, onsdag d. 8, vores første såkaldte "Breakdown Session". Hvad er en "Breakdown Session"? En "Breakdown Session" er en ekstremt detaljeret gennemgang af en film, der skiller sig ud fra mængden ved at være så rig på detaljer, symbolik og filmiske virkemidler, at enhver upcomming filmmaker må og skal vide alt om, >hvordan man gør det rigtigt<.
Den første film der blev "brækket ned", var Krzysztof Kieslowskis "Trois Couleurs : Bleu", som jeg sjovt nok lige havde set, få dage inden jeg tog til EFC. Ingen tvivl om, at jeg synes det var en god film første gang jeg så den, men efter at have været til den session, er "Bleu" muligvis blevet en af mine favorit film. Sessionen tog omkring 4 timer, og enhver scene blev gradbøjet, vendt op og ned, og analyseret helt ind til benet. Der var kun omkring 20 elever der var med til sessionen, og jeg kan kun sige 'desværre' for de resterende 90, for man får serveret så ufatteligt mange guldkorn under sådan en session, at man permanent føler, når man går ud derfra, at man lige har taget et skridt nærmere film-verdenen.
>EJ! VAR DET FEDT!?? VAR DET SLET IKKE KEDELIGT?! FUCK MAN!<
- sådan lød de fleste reaktion da jeg sagde, at det faktisk havde været usandsynligt lærerigt at være der. De fleste var blevet skræmt komplet væk af tanken om 4-6 timer med "Bleu". Når man tænker over det, så lyder det da også ganske tørt, men når man ved at en proffesionel instruktør (svenske Michael Hylin, også lærer på skolen) gennemgår den, så MÅ det velsagtens være interessant. Jeg er da også sikker på, at salen vil være fyldt til næste session.

Jeg vil ikke engang starte på at gennemgå "Bleu". Der er simpelthen så mange ting man hele tiden skal lægge mærke til. Men en ting jeg med sikkerhed kan sige er, at den måde Kieslowski har formået at skabe en forbindelse imellem farven blå, musikken og tabet af datteren, og intet mindre end mesterligt. Verdensklasse filmkunskab. Og så er Juliette Binoche's (som Michael tydeligvis var helt forgabt i) skuespilpræstation noget af det ypperste der er set på film til dato. Der er fx en scene hvor hun går langs en stenmur som hun slider sine knor op af for at føle smerte. Hendes knoer bliver selvfølgelig flåsset op, og det skulle så vise sig, at hun gjorde det rigtigt, for at få den mest realistiske effekt ud af det. Og så er der ud over det, så utalligt mange småting ved hendes person, som ganske simpelt er grænseløst flot portrætteret. Lad mig sige det sådan; jeg ville ikke være den som jeg ser filmen med næste gang! - Det kan komme til at blive en lang film.

Men det er altså en "Breakdown Session", og som sagt kommer der en del flere af dem. Efter sigende bliver den næste af Ridley Scotts "Bladerunner". Det skal nok blive en tour-de-force af must-know-facts

6th Entry: Ego'er opbygges...

Selvom livet her på EFC er skyhigh 24-7, så må vi jo erkende det faktum, at vi er her for at blive filmfolk. Hvis vi tager proffesionen "film-maker" og ser på denne jobbeskrivelse fra "normale" folks øjne, hvad forbinder man så egentlig med denne profession? Det er klart, at god underholdning, tankevækkende historier, rørende fortællinger og flotte effekter er noget som de fleste tænker på når man hører fx ordet instruktør. Man i mange personers øjne hører der også en vrangside til ordet "instruktør". - A flipside to the coin. Ser man på mange af Hollywoods vidunderbørn, så har man alt for ofte set hvordan stjernelivet kan forandre selv de reneste personligheder, og istedet indsætte stofmisbrug, voldelige tendenser og kæmpe-egoer som erstatning.
EFC må allerede nu, efter præcis 39 dage inde i forløbet, erkende at den første stjerne er faldet. Vores allesammen Niels Kaa, der ellers stod foran en lovende karriere, har måttet bukke under til egoernes helvede, og den Niels vi allesammen så til at starte med, er nu gemt langt væk under dunkle facader af usmaglighed, grove indfald og generelt en opførdsel, som kun de færreste kan tåle at færdes med. Vi elsker dog stadig hans læderjakke.... Se med her, hvor et kamerahold er gået bagom kulisserne, for at fremvise det monster, som Niels har forvendlet sig til:

Læs: med den skuespillerpræstation, så har vi her et godt bud på den nye Di Nero!

5th Entry: Første projekt

Skolens første officielle 'project' er nu færdiggjort. Den første opgave, som havde titlen "Dialogue in action", der skulle være 1 min lang, var kulminationen af alt det som alle eleverne har lært i deres respektive 'first course'. 8 crews bestående af 13-14 elver, med et ligeligt fordelt antal instruktører, scriptwriters, kamera operators, actors, editors og PM's, skulle i går, lørdag d. 4 oktober, filme deres første film.
Der opstod godt nok lidt af en strid mht denne 'første opgave'. Det forholder sig jo sådan, at mit første course var Documentary, hvilket var helt fint, og det har været rigtig sjovt og lærerigt. Men! - samtlige dokumentarister var komplet nyttesløse og ubrugelige til dette projekt, der var ganske simpelt ikke brug for os. Det tog jeg så op med læreholdet for at påpege, at jeg syntes det var ganske beklageligt at man kunne lave et helt projekt, EFC's første officielle projekt, og man så ekskluderede at helt hold. Deres modargument var, at vi som dokumentarister jo ugen forinden havde skudt en 3 minutters lang prøve-dokumentar. Rigtigt nok, det var rigtig morsomt, men som de selv sagde; "prøve-dokumentar". Intet seriøst vi kan bruge til noget som helst i fremtiden. Det var sjovt at komme ud og lave noget praktisk arbejde, uden tvivl, men når man ved at resten af eleverne på skolen sidder og fordyber sig i det samme projekt, så er det ikke helt så fedt igen. De havde endda rykket bordene rundt i spisesalen, så hvert crew havde et fællesbord hvor de kunne sidde og gennemgå scriptet og planerne, og i hjørnet af salen var et lille bord efterladt, til os dokumentarister, hvor vi så kunne sidde og se på. Lige der følte jeg mig faktisk snydt, og en smule sur over det faktum, at pgså fremtidige dokumentarister ligeledes vil være uden funktion for de næste officielle projekter der kommer. "I kan jo bare lave en behind the scenes dokumentar" lød forslaget så, da de indså at det måske ikke var helt så heldigt planlagt, og jo tak det kunne da være sjovt, men det ændrer stadig ikke det faktum, at dokumentarister altid vil være "the clowns in the back".
En ting jeg dog er glad for i dette sammenhæng er, at det er første projekt jeg gik glip af. Første projekt er det mindst seriøse og mindst vigtige i rækken af projekter, og jeg er garanteret en fast del af resten af de kommende projekter. DET er dog et glædeligt faktum.

Den ihærdige elev

- som jeg nu engang gerne vil prøve at være, fik mig selvfølgelig til at forsøge at lave en 'behind the scenes' på et af de crews der skulle filme "Dialogue in action". Der var 4 ud af 14 dokumentarister der meldte sig til at lave en sådan dokumentar, så vi var 2 hold der kunne filme. Jeg slog mit hovedet sammen med værelseskammeraten Matthew om at følge Crew 5, som havde vores begge to's gode islandske ven Dóri som instruktør. Vi tænkte at DET kun kunne blive skægt. Og det vi satte os ned med holdet første gang og hørte scriptet, sad vi, mig og Matthew og klappede saligt i vores hænder, for scriptet var så usandsynligt idiotisk-umuligt at gennemføre, at vi var sikre på, at der måtte opstå en stime af konflikter, skænderier og katastrofer. For at beskrive scriptet kort, var de to scriptwritere inspireret af Café Noir reklamerne ("Hvis du synes det her er sort, så skulle du prøve Café Noir"), hvilket resulterede i en lille historie der var så kul-hamrende-sort som en 1 min.-film overhovedet kan blive! Vi snakker sorte rum, masser af hvid makeup, klovne, transvestitter, dværge og kaniner der bliver transformeret om til telefoner. SÅ skørt ja!


Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Matt og mig var sikre på at vi havde en genial dokumentar i kassen, men vi fandt meget hurtigt ud af, at Crew 5, med Dóri i spidsen, var noget nær det perfekte hold. Vi fulgte dem i 10 timer, og ikke et eneste skænderi, diskussion, uheld eller stridighed kunne det blive til. Alt kørte som smurt, alle var glade, og det ellers så hovedkulds åndssvage script blev udført til noget nært perfektion. Så efter 10 timer, havde Matt og mig absolut INTET interessant at vise! Vi måtte bøje os i støvet for "det perfekte hold", men lod dem alligevel vide, at de var nogle usædvanligt kedelige film-makers at følge. Men det var egentlig meget bekraftende at vide, at det ikke altid behøver at gå galt på et film-set, selvom man så ofte hører om diverse katastrofer der kan opstå. Crew 5 var det perfekte bevis på, at hvis alle dedikerer sig i et projekt og gør alt hvad de kan, så vil resultatet ALTID blive af den positive slags. En god lektion. Men det faktum at Matthew og mig nu sidder med lidt over 2 timers materiale der på ingen måde er sjovt at kigge på, kan alligevel godt irretere en lille-bitte smule!

4th Entry: First Month

Så kom bærbaren til Ebeltoft, og bogstaverne æ, ø og å er nu tilgængelige på bloggen!

Første måned er gået på højskolen, og det har været med en betydelig fart. Man synes man har kendt folk i årevis, og det faktum at vi, dengang vi startede, var lidt nervøse og generte og gemte os i krogende, virker fuldstændig åndsvagt!
Men vi har også haft meget at se til, der har været mange arrangementer, opgaver, fester og hyggelige stunder, som alle har hjulpet med til at ryste os rigtig godt sammen. Stort set samtlige 120 navne er ved at være på plads, og atmosfæren tillader nu folk at sige og gøre hvad de vil. Når det så er sagt skal det også siges, at der stadig er folk der formår at overraske og vise sider som man ikke lige havde troet fandtes, hvilket er fantastisk. Mange tror at de kan gennemskue de fleste mennesker på kort tid, men der er stadig folk der får deres 'beliefs' vendt komplet op og ned. Lad mig give et eksempel:
Det første 'course' jeg er kommet på, som er færdigt her på fredag d. 3, er Documentary. Vores lærer gav os en meget interessant opgave, der bestod i at berette om et 'childhood memory / dream' som skulle have en vis betydning for os, for som han sagde, hvis man vil være dokumentarist og vise andres liv og historier, så skal man først kunne fortælle om sig selv. Ganske interessant. Så hele holdet fik så et par dage til at skrive 1-2 siders historie ned, om en episode i vores liv der har haft betydning for hvordan vores liv har flasket sig. Lidt overdramatisk måske, men det var vist nogenlunde sådan det lød!
Jeg tror ikke der var nogen der havde forventet, at de historier der blev læst op var så personlige og dybe som de var. Det var virkelig hjertekrængende og smertelige historier folk læste op, det var ganske simpelt rørende. Der kunne til tider skimtes tårer, hvilket virkelig var uventet både hos os og læreren. Det var således igennem disse historier at jeg kunne se noget helt specielt i personer, som jeg normalt ikke ville have skimtet en ligende tanke. Og det er via disse opgaver og problemstillinger, at folks 'rigtige' person vises. Og så selvfølgelig til festerne, for som Sean så rigtigt sagde, "alchohol makes you you". Det var vi nogen der grinede af kortvarigt. for derefter at indse at det sgu nok var rigtigt! Jeg kunne nævne de første 20 elever der allerede har måttet sande at dette udsagn er rigtigt!
Damn hvor har vi det egentlig sjovt 'herovre' !!
Man sidder med den følelse, at vi har trods alt "kun" været har en måned, og hvor meget sjov har vi ikke haft i den tid? Der er 7½ tilbage! Good times ahead

3rd Entry: Details...

Da jeg jo har hoejskole erfaring fra Ryslinge Hoejskole som jeg gik paa i foraaret 2007, kan jeg ikke undgaa at sammenligne hele tiden. Lidt farligt idet Ryslinge Hoejskole "bare" er en lille midtfynsk hoejskole, og EFC er en af verdens mest anerkendte hoejskoler. Og, tjaaa, uanset hvor meget jeg elskede Ryslinge, for det gjorde jeg jo, saa maa jeg alligevel krybe til korset og erkende, at EFC giver et noget saa alvorligt baghjul!
Der er naesten 3 gange saa mange elever, hvilket betyder at der hele tiden sker 20 gange saa mange ting! Der er ca 10 gange saa mange drenge som der var paa ryslinge, hvilket betyder, at der hele tiden er noget sport igang. Naar jeg tanker tilbage paa Frederik og mines forsoeg paa at faa stablet en fodboldkamp eller volleyball kamp paa benene, og saa nu, hvor man er tvunget til at VAELGE, om man vil spille fodbold, volley eller softball. Det er helt fantastisk!!

Koekkenet byder paa ultra dansk mad. Masser af kartofler, brunt sovs og koed. Man skal virkelig passe paa! Det ved jeg ogsaa fra Ryslinge; spiser man brunt sovs og kartofler, saa tager man paa, period! Vaelger man derimod at tage i stoerre maengder salat, saa gaar det nok. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de elever der kommer fra udlandet, som ikke vidste saa meget om det danske koekken, de ved ALT nu. Det vaere sagt, saa er det faktisk laekkert og velsmagende mad, og koekkenfolkene laver alting selv, fra dagligt friskbagt broed til syltetoej og mayanaise, alting. Jeg er meget imponeret over koekkenet fraktisk.

Allergien var selvfoelgelig ogsaa noget jeg frygtede, men helt ligesom paa ryslinge hoejskole, er der intet. Absolut intet. Jeg er 100% sikker paa at det har noget med det psykologiske at goere. Mentalt ved jeg, at "jeg skal bo her i de naeste 8-9 maaneder, og saa nytter det sgu ikke noget at gaa rundt og vaere snottet hele tiden". Saadan tror jeg faktisk at kroppen taenker. Saa den stoerste bekymring er nu fejet vaek.

Vaerelseskammeraten har ogsaa en signifikant bekymrings-faktor. Hvem skal jeg bo med? Hvordan er han? Hoerer en heavy metal? Snorker han? Der er mange spoergsmaal man venter paa at faa besvaret. Min roomy` klarer heldigvis testen. Ingen af de ovenstaaende "bekymringer" passer til ham. Han er fra the states, saa man skal dog vende sig til hans usandsynligt straight-forward humor. En humor jeg slet slet slet ikke er vant til. Men man laerer utroligt meget, saa jeg er aaben overfor alle slags personligheder. Jeg vil gerne indroemme at han har sine saere momenter, men det er hoejst sandsynligt usikkerheder der stadig spiller ind, ligesom hos alle de andre paa skolen. Folk ER nemlig ikke helt fortroelige med hinanden endnu, saa det er sjovt at se hvordan folk opfoerer sig, de "ting" de goer og siger, som tydeligvis er usikkerheds-tegn. jeg har dem ogsaa selv. Men vi morer os meget, og vi kan snakke om en masse ting, saa jeg er helt klart tilfreds!

Det var saadan lidt af det formelle i forhold til hoejskole-forventninger....

2nd Entry: Shooting Games

Endelig tilbage!
"Problemet" med saadan en blog her er, at man kun har tid i weekenderne til at skrive i den. Og da dette er alles tilfaelde, er samtlige computere paa skolen komplet okkuperet i weekenderne.
Anden uge er nu gaet, og "get-to-know-each-other" -projekterne giver virkelig pote. Hele anden uge er gaaet med at lave "shooting games", som er et lyn-kursus i filmverdenens 5 vigtigste jobs; instruktion, lyd, kamera, produktion og skriftforfatter. Det der saa sker er, at man hver dag bliver sat ind i en tilfaeldig gruppe, bestaaende af 11 elever, 2 i hver kategori, og en 3. i en tilfaeldig. Saa har man ganske simpelt 2 timer til at lave en 2 min. film. Skriftforfatterne strikker et script sammen, som instruktoeerne og producerne saa saetter sig ned og kigger igennem og retter til. Derefter finder man locations, og saa er det bare med at komme ud og gaa i gang. Resultatet er sjaeldent godt, for man kan ikke redigerer i den man filmer (redigering er selvf. mindst lige saa vigtig som de foernaevnte 5, men der har ikke vaeret tid til at laere os det endnu). Dette betyder at alt det man filmer skal vaere one-takes, hvilket er lidt af en udfordring. Naar dagen saa er omme screener vi de 11 film a 2 min. som der er blevet kreeret i loebet af dagen. Jeg kan ikke huske hvornaar jeg sidst har grint saa meget, som de aftener hvor shooting games -filmene er blevet vist, det er hysterisk morsomt at se, og heldigvis faar vi en dvd med alle 55 paa.
Selvom det maaske ikke lyder helt serioest, saa har denne uge faktisk givet et unaadig korrekt indblik i, hvordan en produktion haenger sammen, i store traek. At alle er uundvaerlige paa et set, og hvordan konflikter meget nemt kan opstaa. Jeg fik fx at vide om onsdagen, da jeg var scriptwriter, at scriptwriting muligvis er det haardeste job i branchen, for naar man foerst her solgt sit script, saa kan instruktoeren og produceren goere med det hvad de vil. DET skete for mig. Jeg havde sammen med min medforfatter skrevet et script som vi faktisk var overrasket stolte af, men da vi skulle praesenterer det, blev vi skudt komplet ned. Instruktoererne troede ikke paa at vi havde tid, og vores producere var saa enige med instruktoererne, at det faerdige resultet faktisk intet havde at goere med mit originale script. Det VAR faktisk haardt, for uanset hvad vi gjorde for at forsvare vores historie, blev alle forslag og forklaringer fejer totalt af bordet. Det var der jeg vidste at de tvar rigtigt, at scriptwriting nok er det haardeste job. En ting der i hvert fald er sikkert er, at de ting jeg skriver her, skal jeg i hoej grad selv instruere! ELLER give det til nogen andre som jeg stoler paa, for selvom det kun var shooting-games, viser folk alligevel deres sande jeg, og selvom de fleste ikke vil indroemme det, saa har man allerede personer man naesten med sikkerhed ved, at man ikke kommer til at arbejde saa meget sammen med igen.
Men bortset fra et soenderevet og komplet voldtaget script, saa var det faktisk en fantastisk oplevelse, at se det fra den pinefulde side. Saaden er livet jo ogsaa "derude".

Shooting-Games var, som jeg tidlige skrev, dog mest for at ryste os sammen, og DET maa man sige at vi er blevet. Vi har vaeret her i 2 uger nu, men alligevel foeles det som om man har kendt nogen af de andre i flere maaneder.

I slutningen af forloebet vil der komme en shooting-games pris-overraekkelses ceremoni, saa vi i Maj kan se vores utilgivelige makvarker og taenke, "har vi lavet det!?".

1st entry: Intro week

Foerste indlaeg. Der er godt nok mange ting at skrive her, saa jeg maa proeve at goere det kort og godt. Det er i skrivende stund Soendag, saa den foerste uge, "intro-ugen" er ovre. Det har vaeret en storm af informationer, nye indtryk, mennesker, steder, regler og meget andet, saa der har vaeret meget at holde styr paa. Mest bemarkelsesvaerdigt er selvfoelgelig de mennesker der er startet paa skolen. Lidt over 25 lande er repraesenteret, saa der er mange kulturer, personligheder og ideer, hvilket resulterer i nogle utroligt interessante samtaler, som selvoelgelig foregaar paa engelsk, ligesom ALT anden form for kommunikation paa skolen. Der er dog stadig mange ansigter jeg stadig ikke har navn paa, og jeg formaar stadig at moede folk som jeg er sikker paa, at jeg aldrig har moedt foer! Men det kommer (vel )inden saa laenge!?

Byen Ebeltoft, som jeg aldrig foer har vaeret i, er en utroligt hyggelig by. Lille, men hyygelig. I forhold til Ryslinge, der er Ebeltoft jo en direkte stor by, og der er endda barer og diskoteker! Men naar man er 112-113 elever, saa er selve hoejskolen det sted i Ebeltoft hvor der sker mest, paa alle fronter. Den bliver blandt andet brugt som konferencesal for stoerre moeder, den lokale biograf er "vores", hvilket vil sige, at biografen, som er paa stoerrelse med en af de mellemstore i Cinemaxx (ganske imponerende), er et klasselokale. Saa naar vi gennemgaar film og meget andet, foregaar det i biografen.

Som alle andre hoejskoler, og det et en regel at foerste uge er komplet alkohol-fri, hvilket er en rigtig fin regel. Det er uden tvivl den mest "rigtige" maade at moede folk paa. Ja, der er mange der er lidt generte og nervoese, som holder sig lidt tilbage og saetter sig for dem selv i hjoernet. Dem er der altid mange af, og det var saa dem der drak sig hovedkulds i hegnet i fredags da vi havde vores foerste fest, hvor alkohol var tilladt, saa alt det generte blev skyllet ud med oellet. Dette resulterede i nogle meget stille hoejskole elever der sad i bussen til Aarhus i gaar loerdag!

Forstander Soeren Hoey skulle vaere vaert for Aarhus Lommefilm Festival 08 som blev afholdt i filmbyen, og vi var selvfoelgelig inviteret som V.I.P. gaester.

Der er sket rigtig meget paa foerste uge. Selvom det virker lidt svaert at komme til en computer, saa vil jeg forsoege at updatere bloggen her saa regelmaessigt som muligt. Her var hvert fald lidt til at begynde med.

.Jeppe