En mand der har været meget snak om her på skolen, er den kulte instruktør David Lynch. Manden der er kendt for at lave nogle af de mest surealistiske film i nyere tid - film som man aldrig kan finde rundt i, som aldrig lader til at have hverken hoved eller hale. Nogle kan ikke lide ham alene af den grund, at han er mærkelig bare for at være mærkelig, andre er helt vilde med ham, fordi hans film giver mening i deres øjne. Er det så
dem der er skøre, eller lyver de om at de kan forstå hans film for bare at lyde intellektuelle? Jeg var for indtil få dage siden en midt-imellem type, for ligeså meget som jeg elskede Twin Peaks, lige så lidt forstod jeg "Mulholland Drive" og "Lost Highway" som vi så her på skolen i starten af ugen. Men! - så kom Anette Wernblad, filmanalyse-troldkvinde #1, som ved ALT om ALLE film, og så er hun tilmed helt fantastisk god til at udervise/uddele hendes viden med os andre uvidende tumper. Efter 3 timers behandling under hendes skalpel stod det pludselig soleklart = David Lynch er uden tvivl et geni, i ordets mest oprigtige forståelse.
"Mulholland Drive" som jeg før var ret vild med, uden egentlig at kunne forstå historien, er nu fløjer direkte ind på min top 3 af bedste film nogensinde, fordi filmen i virkeligheden, efter én enkelt breakdown, giver komplet mening, og i virkeligheden er den slet ikke så kompliceret som man tror. Den virker selvfølgelig sådan når man ser den, og den vil den altid gøre, men hvis man bytter bare en lille smule om på kronologien, så har man en forholdsvist ligetil historie. Som Lynch selv udtalte;
"I don't understand why people are so confused about it? It has a start, a middle and an ending...."
- Helt korrekt - bare ikke i den rækkefølge! Utroligt som en ændring i en histories kronologi kan vende op og ned
på absolut ALT. "Mulholland Drive" er en
must see.
Værre skulle "Lost Highway" så vise sig at være! Lynches "mesterværk" fra 1997, som mest af alle de film han har lavet virker 100% uforståelig! Og selv efter en hæftig omgang fler-lags analyse fra Anette Wernblad er den svær at begribe. Men på samme tid er filmen, som teknisk kunstværk, så forrygende fantastisk, at det er svært ikke at være vild med den, på trods af at man ikke forstod noget af historien overhovedet. Filmen er næsten ubegribeligt rig på utallige lag; den er så spændende at man glemmer at trække vejret under det meste af filmen. Skuespils-præstationerne er
"from another world" som man siger, Angelo Badalamentis (Lynches faste musiker, jf Twin Peaks) soundtrack er sublimt, og så er første halvdel af filmen dét mest uhyggelige
jeg n-o-g-e-n-s-i-n-d-e har set! Det er så underbevidst rædselsvækkende, egentlig på en meget nedtonet måde, at jeg ikke tør beskrive det her!
Hvis man kigger på imdb og hurtigt læser plottet, så bliver man næsten nødt til at grin!:
"After a bizarre encounter at a party, a jazz saxophonist is framed for the murder of his wife and sent to prison, where he inexplicably morphs into a young mechanic and begins leading a new life" Sådan lyder historien. Men der er selvfølgelig en grund og forklaring til alt - og filmen er uden tvivl en af de bedste jeg har set her på skolen hidtil. Anbefalelsesværdig ud over alle grænser, hvis man tør at sætte sig ned og se en film, hvor man for alvor skal aktiverer den ulogiske side af hjernen - for man får ikke serveret noget gratis. Langtfra.
For at opsumere denne post: David Lynch er genial. Hans film er geniale (inden under galskaben). Og manden som instruktør er uden tvivl en af de største gaver man har fået som filmelsker.
"We've met before... Haven't we?"
